Alula online strikkekursus september/oktober 2026
Raffineret, gennemtænkt og fuld af stille detaljer.
Alula er en pullover med spændende sideværts konstruktion, smuk struktur og en pasform, der føles både moderne og naturlig. Vi strikker den sammen på Knit Sisters’ onlinekursus – med Zoom-undervisning, trin-for-trin videoer og et trygt fællesskab.
Kurset er for dig, der kan strikke ret og vrang – og som gerne vil lære nye teknikker i et roligt tempo.
Tilmeld dig i dag og glæd dig til et anderledes og teknisk tilfredsstillende strikkeprojekt, du vil være stolt af at have lavet.
Dette online strikkekursus i september/oktober er for dig, der gerne vil strikke en pullover med spændende konstruktion, smuk struktur og gennemtænkt pasform.
Når vi strikker Alula, inviterer jeg dig med ind i et projekt, der på én gang føles enkelt, gennemtænkt og helt særligt. Det er en pullover med balance, symmetri og ro i udtrykket – men også med en konstruktion, der gør strikkeoplevelsen ekstra spændende. Designet er skabt som et studie i spejling og balance, hvor højre og venstre side arbejder sig ind mod midten.
For- og bagstykke strikkes sideværts og sømløst som ét sammenhængende stykke, og siderne dannes med en dobbelt, midlertidig opslagning, som giver et rent og elegant resultat uden traditionelle sidesømme. Senere formes halsen med vendepinde, og til sidst samles arbejdet med en modificeret 3-needle bind-off, som giver en flot, flad samling midt for og midt bag. Ærmerne strikkes oppefra og ned i omgang, så du kan prøve trøjen undervejs og justere længden, hvis du ønsker det.
Alula er en bluse, der føles god både at strikke og at have på. Den har en stille elegance over sig, hvor struktur, linjer og konstruktion får lov at tale. Og netop derfor er det også et projekt, der giver stor tilfredsstillelse undervejs.
Vi starter sammen, arbejder i etaper og følges ad gennem undervisning, fællesskab og ro til fordybelse.
Du strikker i dit eget tempo, og du behøver ikke være nået til et bestemt sted fra gang til gang. Hver undervisning tager udgangspunkt i forskellige trin i processen, så du løbende får indsigt i både konstruktion, teknik og tilpasning.
Alle videoer er tilgængelige i et helt år, så du nemt kan vende tilbage og finde præcis den gennemgang, der passer til det trin, du er nået til – når du når dertil.
Nogle få bliver færdige i selve kursusperioden, men de fleste strikker videre efterfølgende. Du har selvfølgelig mulighed for at stille spørgsmål og få hjælp hele vejen i den lukkede kursusgruppe, der er åben i ét år.
Du kan glæde dig til et projekt, der både er meditativt og teknisk tilfredsstillende – og til en pullover med et raffineret og moderne udtryk.
Sværhedsgraden er overkommelig i den spændende ende af skalaen, men projektet er også for de eventyrlystne. Undervejs arbejder vi blandt andet med midlertidig opslagning, vendepinde, strukturmønster, en modificeret 3-needle bind-off og tilpasning af længde.
Om Alula-designet
- Top-down-lignende pullover med sømløs konstruktion – men strikket sideværts mod midten
- For- og bagstykke strikkes som ét sammenhængende stykke
- Dobbelt, midlertidig opslagning giver en usynlig sidesøm og et rent resultat
- Halsudskæringen formes med tyske vendepinde / German short rows
- Højre og venstre side samles midt for og midt bag med modificeret 3-needle bind-off
- Ærmerne strikkes oppefra og ned i omgang og kan nemt længdetilpasses
- Ribkanter og halskant strikkes til sidst i omgang
- Opskriften er på engelsk – men alt forklares og gennemgås i undervisningen
- Designet af Natasja Hornby / Moonstruck Knits
Størrelser:
1 [2, 3, 4] {5, 6, 7, 8}
Færdigt mål ved øverste hofte:
76 [88,5, 94,5, 101] {113,5, 126,5, 145,5, 158} cm
Alula er tænkt til at sidde ved den øverste hofte med ca. 0–5 cm positive ease. På grund af silhuetten og den sideværts konstruktion er der god plads over brystet uanset størrelse, og derfor anbefaler designeren, at du vælger størrelse ud fra dit mål ved den øverste hofte snarere end dit brystmål. Ønsker du en længere model, kan du med fordel vælge den størrelse, der ligger tættere på dit fulde hoftemål.
Modellen i opskriften er vist i størrelse 2 med 5 cm bevægelsesrum ved den øverste hofte.
Garn og materialer:
Alula fungerer godt i mange forskellige DK-garner. Til en lettere version kan du vælge plantefibre eller blandinger med fx bomuld eller hør. Ønsker du en lunere og mere klassisk pullover, er uld eller uldblandinger et rigtig godt valg.
Som minimum skal du bruge:
1015 [1050, 1100, 1175] {1275, 1375, 1500, 1650} meter garn.
Originalgarnet i opskriften er Hjelholt Dansk Pelsuld 5.5/2, 100 % uld, 275 m pr. 100 g. Modellen er strikket i farve 03.
Til kurset vil jeg anbefale, at du vælger et lækkert DK-garn med godt fald og tydeligt maskebillede. Alula lever af konstruktionen og den diskrete struktur, så det er en fordel at vælge et garn, hvor mønsteret står pænt frem.
Du kan fx gå i retning af:
- et klassisk uldgarn i DK-tykkelse til en mere lun og formfast version
- et bomulds-, hør- eller blandingsgarn til en lettere udgave
- en uld/silke- eller merinoblanding, hvis du ønsker ekstra blødhed og fald
Pinde:
Rundpind 3,5 mm til krop og ærmer
Rundpind 3 mm til ribkanter
Derudover en ekstra pind i samme størrelse som hovedpinden til samlingen midt for og midt bag.
Strikkefasthed:
18 masker x 33 pinde i mønster = 10 x 10 cm efter vask og blokning. Fordi trøjen strikkes sideværts, er række-fastheden særlig vigtig, da den påvirker bredden. Opskriften indeholder også vejledning i længdejustering.
Det er derfor vigtigt, at vi tager strikkeprøven alvorligt på dette kursus – men bare rolig, det guider jeg dig naturligvis igennem.
Forud for kursusstart fortæller jeg på Instagram bl.a. om garnvalg.
Undervisningsdatoer Alula online strikkekursus (2026)
- Søndag den 6. september kl. 10.00
- Mandag den 15. september kl. 19.00
- Tirsdag den 29. september kl. 19.00
- Mandag den 5. oktober kl. 19.00
- Søndag den 18. oktober kl. 16.00
Første undervisningsgang varer ca. 2 timer, og de efterfølgende gange vil typisk være omkring 1 time.
Du behøver ikke kunne deltage live hver gang. Alle sessioner optages, så du altid kan se dem senere, når det passer ind i din hverdag.
Du strikker i dit eget tempo og har adgang til både undervisningsvideoer, materialer og vejledning i et helt år.
Tilmelding og pris
Kurset koster 500 kr. inkl. undervisning og adgang til kursusmaterialer i ét år.
Opskrift tillægges prisen og koster 65 kr.
Opskriften sendes via Ravelry. Hvis du har en konto, må du meget gerne oplyse dit Ravelry-brugernavn i kommentarfeltet.
Knit Sisters’ Circle-medlemmer: 250 kr. + opskrift 65 kr.
Knit Sisters’ Inner Circle: 0,- + opskrift 65 kr.
Tilmeld dig
- På denne side
Ønsker du yderligere info, eller har spørgsmål forud for tilmelding, er du velkommen til at sende mig en sms på 4292 1796.
Sådan foregår et online strikkekursus hos Knit Sisters’ Classroom
Det er enkelt og trygt at være med – også hvis du aldrig før har deltaget i et online strikkekursus.
Kurset foregår i en lukket Facebook-gruppe kun for kursister. Her samler vi det hele ét sted: Zoom-links, instruktionsvideoer og al den løbende sparring. Det er også her, du kan stille spørgsmål, dele dine fremskridt og følge med i de andres projekter. Gruppen er åben i et helt år efter kursusstart, så du har god tid til at strikke i dit eget tempo og vende tilbage til materialet, når det passer dig.
Vi mødes til live undervisning på Zoom fem gange undervejs. Her gennemgår jeg opskriften trin for trin, viser teknikker og svarer på spørgsmål. Du kan deltage fra både computer, tablet eller mobil. Første gang sørger vi for, at teknikken fungerer, så du kommer godt fra start – og har du brug for det, tager jeg gerne en kort generalprøve med dig inden kursusstart.
Mellem undervisningsgangene strikker du videre, når det passer ind i din hverdag. Du kan altid se optagelserne igen, dykke ned i videoerne og bruge fællesskabet – eller bare følge dit helt eget tempo. Der er ingen krav om at være nået et bestemt sted fra gang til gang.
Du behøver hverken være teknisk anlagt eller have erfaring med engelske opskrifter. Jeg guider dig hele vejen, trin for trin, i et roligt tempo og i et trygt læringsrum.
Det eneste, du skal medbringe, er lysten til at strikke og nysgerrigheden på at lære noget nyt.